Bygningens større del eller det egentlige hov var
saaledes indrettet, at det havde aarer eller ildsteder midt
efter gulvet og faste bænke langs væggene, følgelig med
fodpal. Paa midten af hver langbænk var et høisæde,
og ved hver side af det fornemste høisæde stod en støtte
med „gudenagler“. Foden af disse støtter eller öndvegessuler
var drevet ned i jorden, medens der paa toppen af
dem stod et gudebillede.[1] Heraf følger altsaa, at støtterne
ikke, som undertiden antaget, havde nogen konstruktiv
betydning, som bærere af tagverket, men at de
stode frit.
Det fornemste høisæde maa efter den faste regel have indtaget midten af nordre langbænk,[2] og da døren var længer ude paa den modsatte langside, havde bygningen følgelig retning fra vest til øst, saaledes at afhuset eller det inderste rum dannede bygningens østre ende.
Længden af bygningen angives, som vi har seet, til 100 fod, saaledes at dermed betegnes et stort hov.[3] Naar derimod bredden anføres med 60 fod, maa deri enten være en talfeil eller en vitterlig stor overdrivelse. Vel kan det være rimeligt nok, at der ved hver langside var et skot eller en sval, skjønt saadant ikke nævnes. Men selv om vi tænke os disse svaler bredere end ellers ved andre bygninger, og deres samlede bredde fradrages de angivne 60 fod, vil det mellemliggende rum dog blive alt for bredt. Det maa nemlig lægges mærke til, at dette rum, som vi
- ↑ Vatnsd. saga, s. 15.
- ↑ Jfr. nærvær.tidsskr. 2.række, IV, s. 352, jfr. 1. række, I, s. 152.
- ↑ Som antydning af hovenes størrelse peger Keyser (anf. st. s. 327) paa beretningen i Heimskr. (s. 28) om, at kong Adils i Upsala red „um“ disarsalen, hvilket dog ikke frembyder nogen støtte i saa henseende, da det ei kan forklares om et ridt inde i bygningen, men omkring den, hvad ogsaa de øvrige i sagaen anførte omstændigheder vise.
