Saadanne dørringe tjente dog ikke alene til prydelse, og de fandtes derfor utvilsomt ved alle hov, siden de, som ogsaa Keyser antyder, var nødvendige for at trække døren efter sig eller lukke den, naar man gik ud, da døren selvfølgelig var til at slaa op indad og der dengang ligesom gjennem hele middelalderen og i mange tilfælde hos os næsten til nutiden ikke kjendtes dørklinker.
Sættes dernæst de anførte enkeltheder i forbindelse med hverandre for at opnaa en forestilling om hovet i sin helhed, vil følgende resultat fremkomme.
Bygningen var, som det sees, af træ, hvad der ogsaa fremgaar af de nedenfor gjengivne beretninger om, at man „brændte“ hov og undertiden brugte „tømmeret“ til opførelse af kirker. Men selv om intet derom var sagt, vilde det dog følge af den ubestridelige sætning, at opførelsen af bygninger af sten og kalk her i landet var ukjendt før kristendommen.
Efter sin form bestod hovet af to udelte rum, et mindre og et større, der gik i flugt med hinanden. Det første dannede et smalere, kortere og følgelig lavere udskud fra det andet, og naar sagaerne for at give læseren en forestilling om dette „afhus“, betegne det med navne, hentede fra kirker (sanghus, kor, gudestuke), saa kan deraf vistnok sluttes, hvad der heller ikke modsiges af andre omstændigheder, at saadant udspring endnu paa sagaernes tid ikke fandtes ved andre bygninger, men kun ved kirker. Dog var denne udbygning i hovet ikke afstængt fra den større del, men aabnede sig mod denne. Dette viser sig i flere tilfælde, hvor vedkommende person strax ved indtrædelsen i hovet faar synet af, hvad der forefindes i det omhandlede rum. I dette var da stallen eller forhøiningen med den viede ild og gudebillederne anbragte i den orden, som ovenfor paavist.
