hvorledes gik man da frem med Hensyn til Vielsen af de øvrige Partier af Kirken og af de øvrige Altere? Skulde disse nye Dele af Kirken først indvies med alle Høitideligheder, før et Alter kunde vies deri? Dette Spørgsmaal er af stor Vigtighed for Undersøgelsen af Throndhjems Domkirkes Bygningshistorie, specielt for Tværskibenes Vedkommende. Gaar man nemlig ud fra, at disse er senere Tilbygninger, og ikke Levninger af Olaf Kyrres Kristkirke, saa maa man strax spørge, om disse nye Tilbygninger skulde indvies med alle brugelige Ceremonier, før Altere kunde vies i disse. Hvis dette var Tilfældet, maatte Tværskibene ialfald i det væsentlige.– for den største Del, være færdigbyggede. Paa dette Spørgsmaal, som jeg længe forgjæves søgte at finde opklaret i kirkelige Kilder, fandt jeg endelig et Svar og det af ingen ringere Mand end Anselm af Canterbury, der atter refererer den Besked, han med Hensyn til dette Spørgsmaal havde faaet under sit Ophold i Rom af Paven og Kardinalerne. Han siger nemlig,[1] at naar en ny Del tilbygges en allerede viet Kirke, da skal denne nye Del ikke indvies, men kun besprænges med Vie-Vand, saafremt Hovedalteret staar uskadt paa sin Plads (Item si aliqva pars ecclesiæ ... nova fit, altari immoto, aqvam tantum ab episcopo adspergendam dicunt). Denne Regel staar da i fuld Harmoni med Bestemmelserne baade i Norges gamle Love[2] og paa andre Steder om, at en Kirke skal selv efter en betydelig Restauration ikke paanyt indvies, men kun besprænges med Vie-Vand, saafremt Hovedalteret er uskadt. Det er den organiske Forbindelse med Hovedalteret, hvorpaa alt kommer an.
