foregaar. Dette bliver til Overflod endnu mere sikkert, naar vi lægge Mærke til følgende Kjendsgjerning.
Spørger man nemlig, hvorvidt der haves nogen Efterretning fra Middelalderen om, hvorledes det gik til ved en dedicatio altaris i hin Tid, da maa der svares bekræftende. Den bekjendte franske Prælat Abbed Suger († 1151) har i sit Skrift: „De consecratione ecclesiæ“ givet os god Besked herom. Og der er baade fra England og andre Lande bevaret flere Liturgier, der er ældre end 1161, og som indeholder detaillerede Forskrifter om Fremgangsmaaden med Hensyn til Dedicationer af Altere.[1] I denne Henseende bør oplyses, at den gamle Skik at lægge Helgenrelikvierne i Bunden af Alteret, blev afskaffet i 10de Aarhundrede. De gamle Liturgier foreskriver derfor en Fremgangsmaade ved Altervielse, der i alt Væsentligt er den samme som Katholikerne bruge den Dag idag. Relikvierne nedlægges under forskjellige Ceremonier i Sepulcrum oppe i Alterets øverste Kant, enten foran eller bag eller oppe paa selve Alterfladen, og samtidig gives Alteret Navn efter en eller flere Helgener.[2] Denne Fremgangsmaade, fælles for hele Datidens Kristenhed, har da ogsaa Erkebiskop Eystein fulgt, da han den 26de Nov. 1161 indviede Alteret i Kapellets søndre Tværskib i Domkirken. Alteret var da altsaa fuldt færdigt til at bruges fra Indvielsesdagen af. Det lille Kapel, hvori Alteret stod, maatte da ogsaa være færdigt, hvad den nederste Etage angaar. Thi medens Kapellet endnu var under Bygning, var der selvfølgelig ikke Rum til Afholholdelse af Messe deri.
