anno primo episcopatus eius ad laudem domini nostri Jesu Christi in honorem sancti Johannis Baptiste et sancti Vincentii martyris et sancti Silvestri anno ab incarnatione domini millesimo et centesimo LXI sexto Kalendas Decembrium.
Ved Fortolkningen af denne Indskrift kommer det først og fremst an paa at bestemme Betydningen af dedicare. Jeg skal i det følgende sammenstille, hvad jeg i ældre Kilder har kunnet finde til Belysning af dette Ords Betydning i Middelalderens Kirkesprog.
En gammel kirkelig Skribent[1] fortolker dette Ord saaledes: dedicare est locum Deo offerre, benedicere et sanctificare. Denne i sin Almindelighed holdte Forklaring giver os imidlertid ingen Oplysning om, hvorvidt den Kirke eller det Alter, der reises paa et saadant Sted, er færdigt ved Dedicationen eller netop begynder at opføres. Dette Spørgsmaal kan først afgjøres ved en nærmere Betragtning af de mange Steder, hvor man finder dedicare brugt med Kirke eller Alter som Objekt.
Den første Gang, jeg har fundet dedicare brugt i et kristeligt Skrift, er i Aaret 250, da det i en Martyrakt fra dette Aar hedder, at de Kristne efter 2 Martyrers Død convenerunt et dedicaverunt martyrium illorum;[2] men enten dette Kapel da var færdigt eller ikke, det kan ikke sees af dette Sted. I den følgende Tid derimod bruges Ordet paa en Mængde Steder hos de kirkelige Forfattere samt i Indskrifter, og altid viser Sammenhængen, at vedkommende Alter eller Kirke er færdig, naar Dedicationen foregaar. Dette fremgaar med absolut Vished af følgende.
