magternes Række. Grunden hertil er for begge Staters Vedkommende omtrent den samme: dengang de hævede sig, vare andre større og i Længden derfor mægtigere Lande dels endnu ikke fremtraadte paa den store Skueplads, saasom Rusland og Brandenburg-Preussen, dels vare deres Kræfter midlertidig bundne, saaledes som Tilfældet havde været med England. Holland, „Stormagten uden Land“, havde endnu spillet en Rolle under den store spanske Krig, men det høstede kun ringe Frugter af sine store Anstrengelser under denne, og det kom herefter aldrig mere til at gribe ind i det øvrige Europas Skjæbne. Det var henvist til under den stedse mere tiltagende og for hver Dag farligere Konkurrence med andre Nationer at bringe saa meget som muligt ud af sin Handel og Skibsfart, og dets Politik kunde alene blive en strengt fredelig. Dets Diplomati tabte selvfølgelig sin hidtil havte europæiske Betydning, de store europæiske Fredstraktater, som tidligere vare blevne afsluttede paa Republikens Grund, saaledes som i Breda, Nimwegen, Ryswik og Utrecht, dateredes ikke mere fra hollandske Stæder. Betydelige Statsmænd havde dog Republiken endnu ved denne Tid i sin Tjeneste i Frants Fagel og Slingelandt.
Danmark stod dog fremdeles i mange Berøringer og havde derhos endnu meget uopgjort Mellemværende med Nederlandene, saa at der for de danske Gesandter var nok at gjøre. Der var derfor ogsaa sørget for, at Residenten, der jo i Regelen maatte være i Haag, havde nogen Bistand gjennem underordnede Agenter i Amsterdam. En saadan var Kommerceraad Frederik Arentz, „H. Maj.s Commissair i Amsterdam“, hvis Død Griis indberetter 1719. Hans Eftermand synes at have været Peter Treschow (født i Stege paa Møn 1728) og Broder saavel af Christiania-Patricieren Gerhard Treschow som ogsaa af Jern-
