nu er nærmere fastsat. Kan denne kronologi staa sin prøve, vil kirken i teknisk henseende fremvise flere interessante kjendsgjerninger. Den vil nemlig da være den ældste bygning her i landet, hvori man, som tildels ovenfor paa sine steder berørt, træffer et krydshvelv i rundbuet stil endog med gurter (1157–1161, i tverskibets søndre kapel), endvidere gotisk stil (ca. 1185, i aattekanten), og endelig spidsbuet krydshvelv med grader og gurter (ca. 1215, i aattekanten og koret). Muligens staar i disse punkter ogsaa Sverige og Danmark noget tilbage, dog kan jeg herom ikke have nogen begrundet mening, da deres middelalderske arkitekturforhold neppe har faaet den for saadant øjemed tilstrækkelige belysning. Derimod viser det sig af en sammenligning mellem de nordenfjeldske kirker, navnlig omkring Throndhjemsfjorden, og domkirken, at denne har dannet et centrum, hvorfra den tekniske og kunstneriske kultur spredte sine straaler rundt om baade i erkebiskop Eysteins tid og senere.
Det merkeligste resultat af den ovenfor givne fremstilling er dog det nære forhold, hvori domkirken stod til helgenens grav. Engang før har jeg været inde herpaa, idet følgende blev bemerket om højkoret:[1] „Det sidste er endog ved sin plads og sine foran omtalte skjævheder paa det nøjeste forbundet med Olaf den helliges historie. Og saaledes kan domkirken i dobbelt henseende siges at være et monument over vor nationalhelgen, at den ikke alene ved sin størrelse og rigdommen af sine detaljer staar som vidne om de uhyre midler, som strømmede ind paa grund af hans anseelse, men endog i sine former fremviser synlige tegn paa den pietet, man havde for alt, hvad der var kommet i berørelse med ham. Hvor der var
- ↑ N. Tidsskr. f. 1853, s. 45.
