strid mellem æsthetiske og pietets hensyn, lod man hine træde tilbage og disse først og fremst være raadende.“ Hertil kan nu føies, at ikke alene bygningens plads, men ogsaa ordningen af dens hovedrum viser sig væsentlig bestemt af hensyn til helgenens grav. Ingen kan sige, hvor kirken med de mange omliggende, dertil mere eller mindre knyttede bygninger vilde have faaet sin plads, hvis valget af denne som ved de andre kathedraler kun havde beroet paa de sedvanlige hensyn. Selve bygningen vilde nok, om graven ej havde existeret, have faaet de samme engelske hovedformer, som vi nu se, men der vilde rimeligvis have vist sig en forskjel i formerne paa visse steder og ialfald en helt anden orden i fremgangsmaaden. – Olaf kyrres skib vilde vistnok ogsaa da være bleven ombygget, men først som det sidste arbeide; tverskibet og taarnet vilde have faaet sin plads, hvor nu aattekanten er, og østenfor dem vilde mand have opført et langt nyt kor, ikke usandsynlig med ret afskaaren østende efter engelsk forbillede. Men alt dette blev, som foran paavist, helt anderledes og væsentlig paa grund af martyrens grav.
Graven er saaledes den røde traad, som gaar igjennem domkirkens hele historie. Først naar graven og dens absolute betydning for en katholsk tid er bragt frem i lyset, kan opgaven siges tilfredsstillende løst. Sættes derimod graven ud af betragtning, vil kirken fremdeles i flere væsentlige punkter blive staaende som en uløst og en uløselig gaade.
I januar 1887.
