omvendte orden i disse rums tilblivelse, saa vil hans mening om kapitlet ikke vel lade sig forene med dets stil. Vistnok sees der i dets indre flere spidsbuede dele, som kunde stemme med tiden omkring 1229, men hele bygningens ydre viser en senromansk karakter[1] i lighed med tverskibet. Der gjelder da her det samme, som tidligere berørt ved højkoret, at vi maa holde os til den ældste stil, naar tiden for bygningens grundlæggelse skal fastsættes. Men at der endnu i 1229 skulde bygges romansk, efterat den gotiske stil med dens spidsbuede aabninger allerede forlængst var kommet til gjennembrud i højkorets ydre, har alt imod sig. Hvad enten derfor de spidsbuede former, som vise sig i kapitlets indre, virkelig, som før antaget,[2] er samtidige med den øvrige bygning, eller de først hidrøre fra en senere tilsætning, saa maa kapitlets ydre arkitektur være mindst ca. 50 aar ældre end 1229, og derved vil hr. Helms’s hypothes selvfølgelig tabe sin egentlige støtte. Dette bliver allerede tilfældet, hvis kapitlet, som rimeligt nok, udgjorde en del af „den store kirkebygning“, der stod, før Snorre skrev, og ifølge hans udsagn var paabegyndt af erkebiskop Eystein.
Hvad jeg ovenfor har sagt om kronologien i domkirkens tilblivelse, er ikke noget nyt. For omtrent en menneskealder siden har jeg udtalt væsentlig det samme,[3] dog saaledes, at tiden for østlængdens fuldførelse
