ifølge Krefting, i sin konstruktion viser den samme særegenhed, som de to nævnte hoveddele af selve kirken. Endelig bliver det tildels bestyrket ved kapitlets stil, hvorom mere nedenfor.
En helt anden opfatning af kapitlets alder og oprindelige bestemmelse gjøres gjeldende af hr. Helms, idet han fremholder, at bygningen er opført som et kapel til ære for erkebiskop Eystein samtidig med eller i anledning af, at han i 1229 blev erklæret hellig. Dette skede, som bekjendt, paa det dengang i Nidaros afholdte provincialkoncilium. At han ogsaa virkelig er bleven dyrket som helgen i Nidaros, sees deraf, at der endnu paa reformationstiden ved kirken fandtes rester af hans skrin, som blev førte til Kjøbenhavn og i 1540 indleveredes i kongens skatkammer,[1] uden at det vides, om skrinet havde havt sin plads i selve kirken eller i sakristiet over hans grav. Der var ogsaa i højkorets nordre kapel i 1757 en skriftestol fra senere middelalder,[2] hvorpaa var malet „St. Augustinus“ (Eystein), staaende mellem de to helgener St. Olaf og St. Halvard.[2] Men der nævnes ikke noget alter i kirken, som var indviet til ham, og om konciliets ovennævnte beslutning nogensinde blev stadfæstet af paven, vides ikke; ialfald var det, som Keyser og Munch har paavist, endnu ikke skeet i 1268. Under disse omstændigheder kan det vel ansees tvilsomt, om man uden pavens samtykke har opført et eget kapel til erkebiskopens ære. Men om dette lades aldeles ud af betragtning, saa vil den anførte mening dog komme i strid med, at kapitlet, som ovenfor vist, er opført, inden aattekanten og koret blev ombyggede. Ja selv hvis man med hr. Helms gaar ud fra den
