som sakristi, saaledes at det maa være det samme som det „skrudhus“, hvori erkebiskop Eystein blev begravet. Af hvilken grund man forresten valgte dette rum dertil Og ikke, som sedvanlig for en biskop, koret, siges intetsteds. Dog er det jo muligt, at det skede paa grund af hans egen bestemmelse eller, hvad der andensteds ogsaa træffes, som en særegen udmerkelse og fordi han selv, som jeg antager, havde opført bygningen.
Det er ligeledes paavist af mig, at kapitlet maatte være bygget, førend højkoret eller den nuværende aattekant blev grundlagt, og før koret fik sideskibe. Det er nemlig aabenbart, at aattekantens skjævheder og anordningen af det nordre kapel samt af gangen, som omtalt ovenfor (s. 185), tildels er fremkomne derved, at man vilde tilvejebringe en saa nær forbindelse som muligt med kapitlet. Dette vidner ogsaa selv derom, idet man har tilmuret tverskibets søndre vindu og nede ved foden gjennembrudt væggen for at faa adgang til højkoret. Den oprindelige dør, som bygningen havde paa sydsiden noget vestenfor tverskibet, er ogsaa bleven tilmuret.[1] Denne dør har aabenbart været beregnet paa en forbindelse med kirkens oprindelige skib, efterat dette, som foran paavist, var gaaet over til kor. Der var ogsaa endnu i 1855, da jeg første gang besøgte domkirken, spor – om disse senere er udslettede ved kapitlets restauration i sextiaarene, vides ikke – af en forbindelsesgang mellem begge bygninger. Gangen havde, som det tydelig kunde sees,[2] været dækket „af et tøndehvelv med axe i øst og vest og oventil
