faar da her lidt udførligere gjøre rede for dette grundlag[1] og dertil føje, hvad der yderligere kan støttte det.
Hvad først navnet Kapitlet angaar, har jeg dokumenteret, at det er yngre end 1577, medens bygningen i dette aar og i 1554 kaldtes Sakristiet.[2] Naar nu det sidste eller de ensbetydende ord sacristia, vestiarium og skrúðhús træffes anvendte i 1358, 1293, 1276 og 1188 som navne paa et rum i kirken, bliver det rimeligt, at disse navne knytte sig til samme bygning eller det nuværende kapitel.
Dertil kommer, at man ikke med Munch tør antage, hverken at bygningen af de ovennævnte (s. 190) hensyn først var en Mariustúka eller siden et kapitelhus i lighed med de engelske chapter-houses. Hvad det sidste angaar, har jeg nemlig før[3] paavist, at der ved alle vore domkirker var et sakristi, hvorimod der ikke nogensteds hos os omtales et særskilt lokale for domkapitlet eller et eget navn derfor. At ogsaa et saadant rum virkelig var ukjendt, kan sluttes af, at „sakristiet“ i Hamars domkirke i 1380, „skrudhuset“ i Stavangers domkirke i 1517 og „sakristiet“ i Bergens kristkirke i 1525 benyttes til sammenkomster for vedkommende domkapitel; det er heller ikke uden betydning, skjønt knyttende sig til tiden efter reformationen, at Throndhjems biskop i 1554 havde møde med kapitlet i domkirkens „sakristi“. Det maa derfor vistnok antages, at det nuværende kapitel allerede i middelalderen nok har været benyttet som lokale for domkapitlet, men at dets egentlige bestemmelse var at tjene
