omtalte plads i domkirkens kor, komme til at sidde bag det projekterede alter og saaledes blive skilt fra det kollegium, hvori han var præses, og noget saadant lader sig ikke vel tænke. Dernæst omtaler den tyske forfatter Ziegler, som besøgte kirken kort efter dens brand i 1531, i sin bog den store skade, kirken havde lidt, og som var størst „omkring alteret“ (circum altare). Her menes selvfølgelig aattekanten og højalteret, og der fandtes saaledes endnu ved slutningen af middelalderen ikke mere end et saadant alter, hvis plads var i højkoret. Efter alt dette tror jeg denne hr. Helms hypothes maa ansees ubevist og ubevislig.
Endelig har hr. Helms (s. 427–432) ogsaa sin egen mening om den bygning, som ligger ved nordsiden af domkirkens østre ende og i løbet af noget over 300 aar er kaldt Kapitlet. Ovenfor (s. 178) har jeg kun ganske kort berørt denne bygning, for her at omtale den udførligere. I 1871[1] ytrede jeg blandt andet følgende: „Det maa nemlig, som forlængst paavist (senest i N. Fornl. s. 597), antages, at kapitlet er den samme bygning, som det skrudhus (sakristi), hvori erkebiskop Eystein blev begravet 1188.“ Herom i forbindelse med en ytring af P. A. Munch finder hr. Helms sig opfordret til først at gjøre den almindelige bemerkning, at „vor tids forskning kan imidlertid ikke længer lade sig nøje med slige grunde.“ Det maa derfor oplyses, at forf., ved at gjengive mine nys citerede ord, efter „paavist“ har udeladt den der indskudte parenthes, skjønt denne, naar jeg paa det sted ikke fandt mig tilbøjelig til at trætte med en lang gjentagelse, netop skulde henvise til grundlaget for mit udsagn. Jeg
- ↑ Anf. aarsb. f. 1871, s. 159.
