Det eneste, forf. her kan paaberaabe sig, er, at der, som Kreftings undersøgelser har vist,[1] paa det anførte sted i domkirken under gulvet mellem gravsteder fra middelalderen forefindes en firkantet plads, som nu indtages af to gravsteder yngre end reformationen. Da nu disse selvfølgelig ej fandtes der i middelalderen, saa slutter hr. Helms heraf, at pladsen dengang var fri og saaledes kunde have været optaget af det projekterede alter. Men derved er dog endnu kun tilvejebragt en mulighed, og sæt endog, at pladsen under den tilsigtede del af middelalderen bevislig havde været fri for gravsteder, saa følger ikke deraf, at der ej kunde have staaet noget andet end just et alter, hvad det her egentlig kommer an paa at gjøre indlysende. Men tingen er, at det overhovedet stiller sig mere end tvilsomt, om pladsen virkelig var fri for gravsteder, før de omtalte nuværende der blev anbragt. Øienvidnet O. Krefting, der selv ledede den hele undersøgelse af begravelserne, udtaler nemlig, at de nysnævnte to gravsteder „har rimeligvis fortrængt ældre grave“, og dette udsagn faar en støtte derved, at man ikke blot andensteds i rummet ser spor af saadanne graves ødelæggelse, men ogsaa, at der paa selve det her omhandlede sted og lidt søndenfor den sydligste af de oftnævnte to grave „fandtes en grøtsten, der formodentlig har dannet hovedenden af et gravsted [altsaa fra middelalderen], der ogsaa var bleven ødelagt ved en her forefunden jordbegravelse.“ Vi kan saaledes ikke finde nogen sandsynlighed, ja neppe endog en mulighed for et alter paa dette sted. Dertil kommer, at der paa den anden side er noget, som ligefrem taler imod tilværelsen af et saadant alter. For det første vilde erkebiskopen da, naar vi erindre hans oven
- ↑ Anf. aarsber. f. 1866, s. 15.
