gangen til den spidsbuede stil, tildels endog med runde eller kløverbladformede buer.“
Det faar saaledes vistnok staa fast, hvad jeg foran har paavist, at den nuværende aattekant er paabegyndt i erkebiskop Eysteins tid, men først fuldført efter hans død (1188), og senere paa grund af de omtalte brande har undergaaet forandringer i flere enkeltheder.
Hr. Helms har endvidere fremsat en anden ny mening, som neppe heller kan opretholdes. Denne mening staar i forbindelse med, at han, som nys bemerket, antager, at erkebiskop Eysteins højkor er forsvundet, og at kirkens nuværende aattekant først blev opsat i det 14de hundredaar for at tjene som den omtalte „Olafsstuka“. I midten af denne skulde da kirkens højalter have bibeholdt sin gamle plads, medens der samtidig blev indrettet et andet højalter henimod østenden af det egentlige kor eller omtrent paa samme sted, hvor Munch satte det oprindelige højalter ligetil reformationen. Som støtte for denne sin paastand, eller rettere sagt som udgangspunkt derfor, anfører hr. Helms, at der i flere udenlandske kathedraler, særlig i England, fra den nævnte tid af træffes et saadant alter, fordi man fandt, at det gamle højalter med skrinet vilde tabe noget af sin helligdomsglans ved at benyttes til den daglige gudstjeneste. Her kan nu strax indvendes, at om man ogsaa i England ved særegne forhold fandt sig opfordret til at indrette et saadant alter, saa er det ikke derfor sagt, at man her i Norge fulgte dette exempel og saaledes afveg fra, hvad der var sedvanligt. Der maatte ialfald efter almindelig logik da paavises noget i domkirken, hvoraf tilværelsen af et saadant alter sikkert kunde sluttes, f. ex. at det var omtalt i en historisk beretning eller at levninger af alterets fundament endnu var tilstede. Men ingen af disse støtter findes.
