hvoraf den østligste efter sin beliggenhed kan have været den omtalte Mariustúka, men selv er den ikke nogen stuke. Heraf følger ogsaa, at den heller ikke kan, som hr. Helms (s. 392) mener, have været den Ólafsstúka, der første gang nævnes i et diplom af 1349.
Jeg kommer dernæst til aattekantens stil og hr. Helms’s opfatning af denne. Skjønt ogsaa hr. Helms mener, at kirkens østende i førstningen var optaget af Olaf kyrres kor og senere af erkebiskop Eysteins højkor, værger han sig dog imod, at det sidste er bevaret i den nuværende aattekant. Han vil forøvrigt ikke udtale sin mening om, hvorledes det nævnte højkor har seet ud, men finder (s. 382–393) i lighed med Munch, Høyen og Lassen, at den nuværende aattekant paa grund af sin stil maa tilhøre det 14de hundredaar, ja muligens er yngre end 1328. Var det nu tilfældet, at det slags stil i aattekanten, som han sigter paa, fandtes der overalt, da maatte man vistnok give ham ret, men dette er ingenlunde saa. Tvertimod viser der sig en større eller mindre stilforskjel mellem rummets enkeltheder. Naar det nu gjelder at bestemme aattekantens opførelsestid, kan man efter almindelig logik ikke støtte sig til enkeltheder, som vise nyere stil; thi da kunde man komme til det resultat, at aattekanten er opført i erkebiskop Valkendorfs tid, ja endog senere. Man maa derimod selvfølgelig holde sig til den ældste stil. Dette blev paapeget allerede i 1855,[1] efterat jeg første gang havde seet domkirken med egne øine, og senere[2] ved anmeldelsen af Munchs bog. Hvad der i saa henseende blev sagt paa det sidste sted, kan her gjentages.
