dog ikke for at tjene som højkor, men som Mariekapel, efterat kapitlet var ophørt som saadant. De 3 første punkter ansees det overflødigt at dvæle ved, da min mening derom senere har stadfæstet sig. Dette kan tildels ogsaa gjelde om de to sidste punkter, som desuden nedenfor komme til nærmere at berøres. Her vil jeg derimod, hvad hypothesen om det, jeg kunde fristes til at sige ulyksalige Lady-chapel angaar, og som vistnok ogsaa skyldtes paavirkning af Høyen og Lassen, for det første bemerke, at saavidt det kan sees, er i det mindste ordet tidligst indført af mig,[1] idet jeg pegede paa en vis lighed mellem det slags engelske kapeller og aattekanten i henseende til dennes mere selvstændige fremtræden, uden at jeg dog hverken paa det anførte sted, som det vil sees, eller før eller senere har antaget, at aattekanten i virkeligheden havde været noget andet end højkor. Herom har jeg ogsaa noget udførligere udtalt mig i den nævnte anmeldelse, og finder det derfor unødigt her at opholde mig derved. Kun vil jeg sige, at der vistnok i domkirken, som ellers i vore arkitekturforhold, ytrer sig en stærk paavirkning fra England, og dette er ikke mindst fremholdt af mig selv. Men denne paavirkning kan ogsaa tillægges for stor betydning, og deraf viser der sig, som jeg tror, paa flere punkter spor i Munchs opfatning. Man kunde saaledes her næsten fristes til at spørge, hvorfor Throndhjems domkirke ikke skulde faa lov til at have et højkor[2] som
- ↑ Arkæol. histor. Fortegn. over Norg. Levn. af Kunst og Haandv. 1855, s. 130.
- ↑ At et saadant fandtes ogsaa i Halvardskirken i Aaslo og i
af Englands kathedraler slutter sig til korets østende.“ Dette referat tør dog ikke ansees korrekt, da det er mig ubekjendt, at nogen ialfald hos os har optaget Munchs hypothes, førend det skede af arkitekt H. M. Schirmer i hans forannævnte bog.
