blev nu større: sideskibene bredere, længden mere udstrakt, hjørnetaarnene videre og højden i det indre og ydre svarende til koret. Stilen var endnu den samme som i den sidste del, men langt mere udpræget og med kraftige stræbepiller. Dertil kom, at ogsaa det store midttaarn fik hvelving og det rige udstyr i spidsbuet stil, som det endnu viser. Hvorledes taarnets afslutning i det ydre var formet, har jeg udtalt mig om blandt andet i det nys citerede blad, ligesom ogsaa om vestfaçadens inddeling i dens øvre del. Naar hele dette nye langhus blev færdigt, vides ikke, men sandsynligvis skede det, inden det 13de hundredaar gik til ende.
Førend jeg gaar over til særlig at omtale de nye anskuelser, hr. Helms har fremsat, maa det af visse hensyn og som indledning dertil være mig tilladt at gjøre endel bemerkninger angaaende den stilling, jeg i mine meninger har indtaget ligeoverfor domkirkens historie.
Da Munch i 1859 i det store af regjeringen udgivne verk gjorde den anskuelse gjeldende, at kirkens tverskib paa grund af sin stil maatte henføres til tiden efter midten af 12te hundredaar og ej, som tilforn hos os antaget, til Olaf kyrres dage (1067–1093), var denne opfatning ikke noget nyt. Allerede i 1853 havde W. Lübke udtalt dette gjennem sin anmeldelse[1] af Minutolis verk, ligeledes Schnaase[2] i 1854, og skjønt jeg havde søgt at
