fra foden af, om end enkelte rundbuede former, dog overveiende gotisk stil, skjønt af den tidligste slags, og særlig med engelsk præg. Denne stil sees ogsaa, som oven bemerket, i koret, men her noget mere udviklet, ihvorvel endnu kun med lidet fremtrædende stræbepiller. Trods svagheden i disse murforstærkninger maa det dog antages, at koret ligesom højkoret fra først af var dækket med krydshvelv, og dette var saaledes vistnok første gang i vort land, at der blev slaaet hvelv over en kirkes mellemskib. Forresten træffes en egenhed i korets kleristoriumsmur, idet der ved dens sammenstød med taarnet sees, dog tydelig kun paa søndre side, et udspring med fortanding mod tverskibet. Heraf fremgaar, at man dengang har tænkt paa og gjort et anlæg til, at tverskibets arme i overensstemmelse med de sedvanlige former skulde hæves til samme højde som koret, uden at dette siden er kommet til udførelse. Hvad endelig inddelingen af kleristoriets ydre vægge angaar, har jeg tilforn[1] udtalt mig derom i modsætning til den af H. Schirmer sen. udkastede rekonstruktionsplan, og kan her henholde mig dertil.
Efterat hele kirkens østfløj eller dens kor og højkor, som oven paavist, maa antages efter ombygningen at have været færdig før 1218 eller ved ca. 1215, er der intet, hvoraf det kan sluttes, at kirken ikke senere blev staaende urørt indtil 1248. Men i dette aar lod erkebiskop Sigurd Eindridssøn, som det fortælles i Haakon Haakonssøns saga, lægge kirkens grundvold saa langt vest, som den senere har været. Dette vil da sige, at han, efterat det af erkebiskop Eystein grundlagte langhus var nedbrudt, paabegyndte det nye, hvoraf levninger endnu sees (D). Dette fik nok samme hovedformer som hint, men alle forhold
- ↑ Illustr. Nyhedsbl. f. 1859, s. 219.
