ligste maade at faa tilvejebragt en forening af højkoret og „kapitlet“ (G). Til at opnaa alt dette har nu den kantede form i forbindelse med de tre smaa kapeller været meget beleilig, og denne form frembød sig ogsaa selv som noget, der fulgte med den nye gotiske stil, der vistnok her for første gang kom til anvendelse i vort land. Hvad man endelig vistnok har tilstræbt, var, at det rum, der indeholdt kirkens helligdom, martyrens skrin, skulde baade i det ydre og indre fremtræde paa en mere iøinefaldende maade end ellers. Herved har da kirkens østende faaet denne ejendommelige hovedform, der mest minder om nogle af vore stavkirker, hvis apsis endnu findes bevaret (Hiterdal, Lom, Borgund). Dog kan denne lighed ikke forklares som et laan fra nogen af siderne, hvorimod den vistnok er fremkommet alene ved lignende hovedtræk i grundplanen paa begge steder. Forresten kan der ogsaa som en egenhed ved korbuen peges paa den bro, som gaar tvers over buen. Hensigten dermed er utvilsomt kun at tilvejebringe en forbindelse mellem aattekantens begge sider, og det navn af „banlysningsaltanen“, som undertiden høres paa denne bro, har neppe nogen gammel tradition at støtte sig til. Formodentlig er det opstaaet først i forrige hundredaar ved en misforstaaelse af beretninger om, hvorledes banlysningsakten gik for sig. Paa det eneste sted, hvor udførelsen af en saadan akt omtales i kirken, nemlig i Laurentii saga ved aaret 1300, heder det, at bansordet blev udraabt á kór d. v. s. i koret, ikke ovenover dette. Hvad højkorets stil angaar, skal jeg senere komme tilbage dertil. Dog kan det allerede her bemerkes, at en sammenligning mellem stilen i højkoret og kapitlet peger hen paa det sidste som noget ældre end hint. Thi medens kapitlet i sit ydre endnu er senromansk og udelukkende har rundbuede aabninger, fremviser højkoret allerede
