det nye alter blev tilsat, efterat det gamle var borttaget og den omtalte forhøjelse af planet tilvejebragt. Det er dog neppe rimeligt, at Snorre sigter paa disse tilstelninger, selv om han har kjendt dem, hvorimod han med sine ord har villet indprænte den sandhed, at højalteret under alle forandringer i dets omgivelser dog altid selv bibeholdt sin plads. Jeg indser derfor ikke, hvorledes det, som hr. Helms mener (s. 389), indirekte kan udledes af Snorres beretning, at Eystein „kunde have sat alteret paa et andet sted“; heller ikke vilde dette ladet sig gjøre, da det kom i strid med den gamle kirkelige lov, som bød, at højalteret skulde sættes over martyrens grav. I hvert fald er budet her efterlevet, dog saaledes at Eysteins alter, som før bemerket, kom til at staa 2 fod højere end Olaf kyrres paa grund af selve planets forhøjelse. Som følge af denne maatte der ogsaa tilvejebringes 3 trin fra koret til højkoret, medens man her i Olaf kyrres kirke kun havde 1 trin. Det sidste blev saaledes dækket af det mellemste af de trende trin, og vestenfor dette tilføjedes et nyt, der, som vi endnu kan se, kom til at ligge tvers over den østligste del af det gravsted, der maa antages for Magnus den godes.
Aattekantens eller højkorets grundplan viser, som det vil sees (A), mange skjævheder. Disse er dog ikke ligesom i Olaf kyrres skib tilfældige eller alene fremkomne ved unøjagtigt maal. Tildels er de vel en ligefrem følge af det gamle skibs uregelmæssigheder, men forresten kan de kun hidrøre fra en bevidst hensigt. Først og fremst maatte høialteret beholde sin plads, og det gjaldt da tillige at faa denne til at indtage midten. Dernæst har man villet have den omtalte brønd ind i kirkens mur ved omgangens sydøstre hjørne, medens brønden tilforn var udenfor muren. Endvidere har man søgt paa den lempe-
