faa vi ogsaa en bestyrkelse paa, at den indretning af koret og højkoret, som efter hvad ovenfor s. 174 er antaget var tilvejebragt i anledning af domkapitlets oprettelse, ogsaa blev gjennemført ved ombygningen. Dog er det endnu ikke ganske klart paa dette sted. Derimod viser det sig tydeligt i fortællingen om hertug Skules hylding i 1239. Efterat hertugen i koret forgjæves havde bedet korbrødrene om lov til at lade flytte Olafsskrinet til hyldingsstedet, og senere havde forladt kirken, gik korbrødrene „af koret“ og op i højkoret eller, som det udtrykkes, „længer ind til alteret“. Men da Skules søn Peter og hans følge gjorde mine til at tage skrinet ned, stillede korbrødrenes formand sig foran højalteret og forbød det. Ikke desto mindre sprang Peter op paa alteret og skjød til med knæerne for at faa skrinet løst, hvilket endelig lykkedes, hvorefter det blev baaret ud.
Som vi ovenfor har seet, heder det hos Snorre angaaende ombygningen af højkoret eller Olaf kyrres oprindelige kor, at erkebiskop Eystein „lod sætte“ højalteret paa samme sted, hvor det havde staaet i den sidste kirke. Dette har ogsaa, som anført, bestyrket sig, forsaavidt det stod lige over hint alter. Derimod kom det ikke til at indtage just samme plan, da dette er bleven forhøjet 2 fod, og for at opnaa dette, er altsaa det gamle alter først borttaget. Det vilde derfor været urigtigt, hvis det var bleven sagt, at Eystein bibeholdt det gamle alter, medens Snorres udtryk netop svarer til, hvad der foregik, idet
modentlig var kongens sæde ved nordre side, som den fra gammel tid hæderligste. Paa de eneste to andre steder, hvor kongesæde omtales i kirker, nemlig i Tønsberg (Snorres Olaf den helliges saga kap. 85) og i Throndenes kirke (N. Fornl. s. 698 og anf. aarsb. f. 1869, s. 166) siges udtrykkelig, at det var ved nordre væg.
