hele østlængden. Henføres nu dette udsagn, som ovenberørt, til den tid, da forfatteren opholdt sig i Nidaros, saa var den her omhandlede del af bygningen færdig før 1218. Noget nær til samme slutning kan vi komme ved det, som siges angaaende Erling skakkes grav. Herom heder det i Sverres saga, at graven i 1179 blev opkastet ved sydsiden af kirken, men „nu er den i kirken“, og tør det med grund antages, at det er den samme grav, som ifølge Kreftings paavisning nu forefindes i korets søndre sideskib, saa kunde deraf sluttes, at koret, da denne del af sagaen forfattedes eller, som det med grund antages, senest 1215, stod færdigt. Denne slutning er dog ikke aldeles sikker, da jo det samme kunde siges, selv om alene sideskibet var fuldført. Større sikkerhed faa vi derimod af et sted i Haakon Haakonssøns saga, hvor der fortælles om et optrin, som foregik i kirken 1218. Palmesøndag var, som det der heder, „kongen og hertug Skule begge i kirken og sad i højsæde, og da de lededes til alteret for at ofre, vilde erkebiskopen ikke vende sig imod kongen eller modtage hans offer; kongen lagde da offeret paa alteret, og gik siden ud igjen til sit sæde.“ Da det ikke vel kan tænkes, at kirkens østlængde dengang endnu henstod urørt i sin gamle tilstand, saa maatte baade koret og højkoret have været ombyggede før den tid. Det endelige resultat vilde saaledes blive, at hele østlængden i sin nye stand var færdig før 1218 og paa grund af det ovenanførte udsagn i Sverres saga sandsynligvis endog før 1215. Naar det forresten af ofringsscenen sluttes, at ogsaa højkoret da var færdigt, saa er det paa grund af den omstændighed, at de ofrende gik et stykke indad til højalteret fra koret, hvor højsæderne rimeligvis var.[1] Derved
- ↑ som det nærmest maa antages, ved hver side af det aabne rum (jfr. s. 171) mellem erkebiskopens plads og kanikestolene. For-
