er bygget ind i den ældre aabning, som findes i højkorets gang[1] (se grundplanen, hvor det hele dog ikke er rigtig tydeligt). Den anden viser sig i højkorets hjørnetrappe, hvor man dels ved hovedpillarerne, dels oppe ved klerestoriets gang og hvelvansatser, for korets tilslutning har gjort indhug i højkorets mur.
Det tør saaledes ansees aldeles sikkert, at ombygningen tog sin begyndelse med aattekanten eller højkoret, og tildels, som foran bemerket, med anvendelse af de gamle fundamenter fra Olaf kyrres kor. Naar arbeidet derimod blev paabegyndt, kan ikke bestemmes anderledes, end at det maa være skeet senere end 1183. Men selv om det skede strax derefter, er det dog ikke muligt, at baade højkoret og koret kunde være færdige ved erkebiskop Eysteins død 26 januar 1188. Naar det derfor omtales i Sverres saga, at han kort efter holdt en tale over Eystein „i koret“, og at den nye erkebiskop Erik i 1189 ligeledes holdt sin indtrædelsestale „i koret“, saa kan dermed ikke menes det ombyggede, men det gamle kor. Og naar det endvidere siges, at kong Sverre under thinget i Nidaros 1190 lagde erkebiskop Erik paa hjerte at anvende erkestolens midler til at fremme det arbeide ved kirken, som var tilemnet, saa maatte dermed sigtes til højkoret. Dette var altsaa dengang endnu ikke fuldført, og heller ikke kan det paavises, naar det skede.
Derimod er der flere beretninger, hvoraf man temmelig sikkert kan bestemme den tid, inden hvilken koret og følgelig hele kirken østenfor taarnet blev færdig. For det første har vi her det oftnævnte udsagn af Snorre, at erkebiskop Eystein havde paabegyndt den store kirkebygning, som da stod, og dertil hørte selvfølgelig ogsaa
- ↑ Anf. aarsb. 1876, s. 200.
