koret under behandling, idet man rimeligvis flyttede til tverskibet, hvorfra man igjen foretog en endelig flytning tilbage til højkoret og koret, da det sidste var fuldført. Dog kan det, naar vi tage hensyn til, hvorledes bygningsarbeider gik for sig i middelalderen, vel tænkes, at man ikke begyndte med at nedrive højkoret og østre gavl, men, medens rummet endnu benyttedes, først opførte omgangen, saa vidt det lod sig gjøre, ja mulig endog, at man bar sig ad paa samme maade ved koret. Hvorledes imidlertid end arbeidet er foregaaet i de nævnte henseender, saa er det sikkert, at højkoret er bygget før koret. Dette kan allerede sluttes deraf, at stilen i det sidste, skjønt endnu tidlig gotisk, alligevel viser en noget større udvikling end i højkoret; thi naar hr. Helms (s. 422) fremholder, at meandergesimsen paa søndre sideskib er aldeles romansk, tager han feil, da de blade, som ligge mellem slyngningerne, i sin stilisering vise ligefrem tidlig gotik. Naar man paa den anden side har villet gjøre den saakaldte kongeindgang ved søndre sideskib yngre end langhuset (fra 1248 og senere), da er heller ikke denne kronologiske bestemmelse rigtig; ogsaa dette portal er tidlig gotisk, og giver ligesom korbuens hjørnepillarer exempel paa den tids leg med søiler; vi træffe ogsaa lignende former i koret (1186–1200) i Lincolns kathedral og en meget lig anordning i levningerne af et af vestportalerne (1195–1214) i St. Albans abbedikirke. Hvad der dog haandgribelig viser, at højkoret blev bygget før koret og ikke omvendt, er konstruktionen paa flere steder. Herom siger Krefting i sin bog s. 14, at derpaa er fundet „mange merker“, uden at dog disse nævnes som rimeligt for kortheds skyld af hensyn til bogens øjemed. Men udentvil sigter forf. her fornemmelig til to kjendsgjerninger. Den ene er, at østre ende af korets nordre sideskibs mur
