paa omgange dannede en skrigende modsætning til det nye rigt udstyrede tverskib, og derfor ikke kunde blive staaende i denne tilstand Det gjaldt jo her ogsaa de vigtigste rum i kirken, hvor geistligheden, højalteret og skrinet med dets nationalhelligdom havde sin plads. Har saaledes ønsket om at tilfredsstille den forhaandenværende trang end været levende hos erkebiskopen, maa dog opfyldelsen være bleven forhindret ved hans ufrivillige exil, hvorunder han tilbragte 3 aar (1180–1183) i England. Han har da vistnok kort efter hjemkomsten søgt at bringe sin plan til udførelse. Ved denne var der imidlertid flere hensyn at tage. For det første gik det ikke vel an at rive hele østlængden ned paa engang og dernæst bygge den op paa nyt, da dette vilde medtage lang tid og det samtidige savn af begge rum derved blive altfor føleligt. Det maatte derfor være rimeligst at indrette sig saaledes, at de gamle rum kunde benyttes saalænge, som det lod sig gjøre, og de nye tages i brug snarest muligt, eller at den tid, hvori det ikke lod sig undgaa at være uden kor eller højkor eller begge dele, indskrænkedes til den mindst mulige. Af disse grunde maatte det derfor være mest praktisk først at ombygge højkoret og dernæst koret. Dertil kom, at dette af konstruktive hensyn vilde have mest for sig, da derved blev tilvejebragt den fornødne støtte mod øst for det fremtidige kor med dets hvelvinger, ligesom tverskibet allerede stod færdigt for at gjøre samme tjeneste mod vest. Med andre ord, vi maa tænke os, at man dengang har baaret sig ad paa lignende maade som i vor tid ved restaurationen af de samme rum, idet man har gaaet fra øst mod vest. Først er da koret bleven afstængt ved en væg henimod sin østre ende og forsynet med et midlertidigt alter, hvorefter højkorets ombygning sattes i gang, og da denne var færdig, toges
