paven. Kan der nu ogsaa være nogen tvil[1] om, hvorvidt der til den tid var fuldført saameget af bygningen, som indskriftens sted forudsætter, saa vil der ialfald ikke være noget til hinder herfor, hvis verket blev paabegyndt allerede, efterat han var valgt. Dette skede som bekjendt udenfor den fastsatte orden ikke af domkapitlet, men af kongen i 1157, og saaledes vilde Snorres udsagn, at han paabegyndte den hele nyere kirkebygning, under alle omstændigheder blive aldeles rigtigt. Endelig er der i senere tid fremkommet en hidtil ubekjendt fortælling[2] af Eystein selv, hvoraf det sees, at et stort bygningsarbeide paa kirken var i gang, under hvis ledning han styrtede ned af stilladserne fra murens højeste top og forslog sig meget alvorlig. Saavidt det skjønnes, maa denne fortælling have faaet sin redaktion under erkebiskopens ophold i England 1180–1183 og sigte til en begivenhed i hans liv, som dengang allerede laa noget tilbage i tiden, og da kunde de byggearbeider, som nævnes, ikke være andre end dem, som knyttede sig enten til det senere forsvundne langhus, det endnu staaende tverskib eller det saakaldte kapitel ved nordsiden af koret (grundpl. G). Disse danne ogsaa tilsammen en egen periode for sig i kirkens tilblivelse derved, at deres fundamenter er, som ovenberørt, anderledes konstruerede end kirkens ældre eller yngre dele.
- ↑ Jfr. hvad jeg derom har anført i Illustr. Nyhedsb1. f. 1859, s. 207, 215.
- ↑ Se „Passio et miracula beati Olavi“ ed. F. Metcalfe, Oxford, pag. 104, forsaavidt oversat i anf. aarsb. f. 1881, s. 164. Dette er forresten ogsaa ellers interessant, som det eneste sted, hvor der nævnes noget om enkeltheder ved opførelsen af en stenbygning i den tidligere middelalder hos os, og navnlig hvor der omtales arkitekt eller, som han der kaldes, „magister, qvi operariis ecelesiæ præest.“
