ved hvert hjørne. Saaledes se vi her i forbindelse med tverskibet og dets taarn de engelske kathedralformer ligesom i Hamars domkirke, og formodentlig var midtskibet, ligesom i Grans, Ringsakers, Hamars og Akers kirker, baaret af svære rundpiller efter engelsk forbillede, hvorhos loftet ikke var hvelvet, men som i tverskibet af træ med synligt sperreverk. Hvad der ogsaa viser, at dette langhus hørte til samme byggeperiode som tverskibet, er en egen konstruktionsmaade af dets grundmur, hvilken ellers kun træffes i tverskibet og kapitlet. Sideskibene var, som det sees, hvelvede. Paa grund heraf og fordi langhuset vistnok maatte indbefattes under den store kirkebygning, som ifølge Snorre stod, da han skrev, tør det antages, at denne vestfløj virkelig blev fuldført. I saa fald har dens midtskib havt samme højde som tverskibet.
Spørge vi dernæst om tiden, naar tverskibet blev opført, kan for det første aaret for dets paabegyndelse ikke bestemmes. Dette har dog forholdsvis kun liden interesse, medens det er væsentligt, at paabegyndelsen, som ovenfor antaget, maa være skeet i anledning af domkapitlets oprettelse. For det første kan dette nemlig sluttes af stilen; thi om vi ogsaa sætte ud af betragtning, at den paa flere steder og navnlig i de højere partier af det indre viser sig finere og rigere, ja endog i enkelte profiler stærkt nærmer sig til gotiken, saa har den dog selv i de ældste dele en saadan romansk karakter, som maa tilhøre tiden efter ca. 1150. Dernæst findes der som bekjendt paa et oprindeligt gesimsbaand i tverskibets nederste søndre kapel en indskrift – som ogsaa Snorre sikkert kan forudsættes at have kjendt –; ifølge hvilken et daværende alter blev indviet af erkebiskop Eystein 26 novbr. 1161 eller i det første aar, efterat han som biskop var konfirmeret af
