at give den nye tilbygning et præg af den storhed og glans, som metropolitankirken tilkom, ved at anvende saadanne former, som andensteds tilhørte kathedralkirkerne, navnlig i det land, der dengang paa disse felter nærmest tjente som forbillede hos os, nemlig England. Her havde der for det slags bygninger udviklet sig en staaende vedtægt: omtrent paa midten af kirken blev sat et tverskib med langt udspringende arme, mellem dem et stort firkantet taarn, og vestenfor dette igjen et flerdelt langhus. Det er dette, som nu gjentog sig i kristkirken, og som vi endnu kan se i tverskibet med dets lange arme (grundpl. EF) og taarn (C). Dog har det sidste senere undergaaet store forandringer i sin hovedform, medens denne, paa enkelte undtagelser nær, endnu er bevaret i tverskibets arme, hvis højde har svaret til det daværende kor eller Olaf kyrres gamle skib. Som det kan sees, var hovedrummet ikke hvelvet, men dækket med aabent træloft, medens underste stokverk af de mod øst udspringende kapeller fik krydshvelv, som her sandsynligvis blev anvendte for første gang i vort land. Som det tydelig sees, var der ved tverskibets grundlæggelse ikke paatænkt nogen forandring af koret, da de to spidsbuede aabninger, som findes i østvæggen ved hver side af taarnfoden, paa grund af sin form vise sig at tilhøre en senere tid. Derimod er der ligeoverfor paa de tilsvarende steder i vestre væg ogsaa to lignende aabninger, men med den i det øvrige rum oprindelig anvendte rundbuede stil. Heraf fremgaar følgelig, at tverskibet fra først af var beregnet paa et tredelt langhus mod vest. Ved undersøgelsen har det ogsaa vist sig, at fundamenterne for et saadant langhus endnu er til, og ifølge grundplanen (D) har strakt sig et godt stykke mod vest, hvor der som afslutning var anbragt et lidet firkantet taarn
