blev man nødt til at vælge det sidste. Medens saaledes selve bygningen østenfor det formodede vesttaarn eller det nuværende tverskib forblev urørt, indtraadte der kun nogen forandring derved, at det indre fik en forskjellig anordning mod før, idet Olaf kyrres kor med sin grænse mod vest af ét trin paa 1 fods højde, som undersøgelsen bar vist, gik over til højkor (grundplanen A), medens det forrige skib (grundplanen B) fra nu af blev det egentlige kor, hvor erkebiskopen og den øvrige geistlighed fik plads paa den ovennævnte maade. Forresten træffes ikke ordet højkor for det tilsvarende rum hos os tidligere end paa reformationstiden og indført fra Tyskland, medens dette rum i sagaerne og i de faa tilfælde, hvor talen er derom, kun, som senere vil sees, betegnes i forhold til koret med omskrivningen: „længer ind til alteret“. Derimod er ordet kor, naar der handles om tiden efter oprettelsen af domkapitlet, ligesom i udlandet, en fast betegnelse for rummet mellem højkoret og tverskibet.
Vi har saaledes seet, at der efter erkestolens og domkapitlets stiftelse blev indrettet nye rum i kirken for geistligheden, og denne maatte naturligvis først og fremst skaffes plads. Men dette skede kun paa lægfolkets bekostning og ved at lægge beslag paa deres gamle rum eller skibet. Der maatte da gives dem erstatning for tabet, og desuden kunde kirken, som bygning betragtet, ikke fremdeles være uden skib. Denne mangel lod sig dog ikke, som dengang talen var om geistligheden, afhjelpe ved kun at foretage en anden indretning af forhaandenværende rum, da saadanne overhovedet ikke fandtes vestenfor Olaf kyrres kirke, undtagen maaske, som formodet, et taarn. Der var saaledes ingen anden udvej end at forlænge kirken mod vest. Under disse omstændigheder maa der ogsaa naturlig have opstaaet et ønske om
