hvilket senere skal omtales –, forstaaes paa den maade og har heller ikke af nogen været saaledes opfattet, at selve graven blev flyttet. Det kan derimod alene forklares derhen, at den del af kirken, hvori Magnus blev gravlagt, senere fik en anden bestemmelse end fra først af, eller med andre ord, at skibet i mellemtiden var gaaet over til at blive kor, d. v. s. det egentlige eller lavere kor, og dette skede som følge af erkebispedømmets og domkapitlets oprettelse og derfor vistnok strax derefter. Lægge vi derhos merke til, hvor biskopens senere plads, som ovenanført, var i de udenlandske kathedraler, og at der endnu, som paavist af Krefting, paa det tilsvarende sted i domkirken under gulvet forefindes et meget gammelt og usedvanligt gravsted, som, efter hvad undersøgelserne ligeledes have vist, maatte have været der ialfald før højkorets ombygning paabegyndtes eller før ca. 1183, saa kan der neppe længer være nogen tvil om, at dette gravsted er Magnus den godes, og at erkebiskopen der havde sin plads endnu ved 1380 og fremdeles indtil reformationen.[1]
Det var nu vistnok sjelden i middelalderen, at et af kirkens hovedrum fik en anden bestemmelse end oprindelig, men dette er dog ikke uden exempel, hvor det paakrævedes af forholdene, og vi kan vel tænke os, at geistligheden i Nidaros ikke just med glæde tog plads i skibet, hvad vi ogsaa træffe andensteds. Men hvor der, som her, var spørsmaal om et enten – eller: paa den ene side overhovedet at være uden plads i kirken og paa den anden side at maatte tage tiltakke med det forrige skib,
- ↑ Rimeligvis var her i nogen tid anbragt den stol, som Sverre havde ladet gjøre for hallen paa Sverresborg i Bergen, men i 1207 ved borgens indtagelse skjænkedes til erkebiskopen i Nidaros, hvor den, som sagaen tilføjer, „siden længe var i kristkirken.“
