saadan trang tilstede, og vi se ogsaa-, hvorledes den blev tilfredsstillet. Som exempler kan her anføres Mariekirken i Aaslo, Grans begge kirker, Ringsakers kirke, Mikaelskirken i Tønsberg, Mariekirken i Bergen, endvidere stavkirker, saaledes Urnes, Aardal, Stedje, endelig ogsaa domkirkerne i Hamar, Aaslo og Stavanger. Overalt se vi her, at man har forlænget det oprindelige kor mod øst, og som følge deraf ogsaa flyttet højalteret henimod kirkens nye østende. Bar man sig nu ad paa samme maade i Olaf kyrres kristkirke? nej, og hvorfor ikke? fordi forholdene her var væsentlig forskjellige fra alle andre kirker i landet. I de øvrige kirker var der intet til hinder for at flytte højalteret; thi hvad der efter ældgammel kirkelig bestemmelse udgjorde en del af alteret og navnlig relikvierne kunde følge med. Dette gjaldt jo rigtignok forsaavidt ogsaa kristkirken i Nidaros, som Olafsskrinet over alteret ogsaa kunde flyttes med dette. Men her var der den særegenhed, at alteret stod over en martyrs, endog kirkens og landets skytshelgens, grav. Denne kunde naturligvis ikke rokkes, da den var absolut knyttet til et bestemt sted, og alteret igjen maatte efter kirkelig lov staa over graven. At flytte højalteret vilde saaledes være et sacrilegium og følgelig umuligt. Men naar en udvidelse af koret mod øst ikke lod sig foretage, saa var der følgelig ingen anden udvej end at udstrække koret mod vest eller saaledes, at det kom til at omfatte ogsaa den forhaandenværende kirkes skib. At dette ogsaa virkelig fandt sted, fremgaar af Flatøbogen (skrevet ca. 1380), naar den ved at gjentage det ovennævnte udsagn af Fagrskinna, at Magnus den godes lig blev lagt i en grav „udenfor koret“, tilføjer: „men nu er det inden koret foran erkebiskopens plads (rum).“ Dette kan nemlig ikke, – ligesaa lidt som et lignende udsagn om Erling skakkes grav,
