styrer. Dette kollegium var selvfølgelig ved den her omhandlede kirke, som metropolitan, talrigere end ved de andre underordnede kathedraler, uden at tallet paa dets medlemmer sikkert vides, dog maa det vel fra først af have været mindst 20; i senere tid var det ca. 27. Det kan endvidere ikke betviles, at man jo søgte at skaffe erkebiskopen og domkapitlet saadanne pladse, som efter vedtægt fandt sted i udenlandske kirkesamfund. Her var der nu i denne henseende paa mange steder indtraadt følgende forandring. Istedetfor at biskopen oprindelig, som ovenfor berørt, havde sit sæde bag højalteret i bygningens axe, men i enden af apsis, og de ringere geistlige tjenestemænd ved hver side af ham langs væggens runding, fik biskopen senere sin faste plads et stykke foran alteret, men fremdeles i kirkens axe og med ryggen mod øst, medens der foran ham tvers over kirken var et aabent rum. Vestenfor dette igjen fik da domkapitlets medlemmer eller korbrødrene sin plads i de saakaldte kanikestole, der strakte sig fra øst til vest i to eller flere rækker langs begge sider til tverskibet, undertiden endog ind i dette, og med aabent rum i midten. Til denne indretning sluttede sig ogsaa selve bygningen, idet dens østende fik et eget højkor, som plads for højalteret og begrænset af nogle trin nedad til det egentlige kor, hvori biskopen og kanikerne tog sine sæder paa den anførte maade.
Man behøver kun at kaste et blik paa det ubetydelige kor (se grundplanen A) i Olaf kyrres kirke, for at indse, at det ikke paa langt nær kunde være tilstrækkeligt baade for alteret og de nævnte indretninger. Det gjaldt følgelig at faa tilvejebragt et større kor og saasnart som muligt. Vi træffe nu rundt omkring i landet mange kirker, hvori der, om end senere, har været en
