ord kan ikke forstaaes anderledes, end at graven blev indrettet i det rum af kirken, som var nærmest vestenfor koret, eller med andre ord i skibet eller langhuset. Det- kan hertil føjes, at disse navne hos os er yngre end reformationen, medens der i vort gamle sprog kun enkeltvis og i senere middelalder træffes et eget ord for skibet i modsætning til koret, nemlig framkirkja.
Det fremgaar altsaa af Snorres fortælling, at ligesom det oprindelige kapel over Olaf den helliges grav forsvandt ved opførelsen af Olaf kyrres kristkirke, saaledes blev denne igjen ombyttet med det bygverk, som fandtes paa tomten, da Snorre skrev. Dette udtrykker han endog paa en dobbelt maade, idet han ikke alene kalder Olaf kyrres kirke „den forrige kristkirke“, men ogsaa siger, at den store kirkebygning, som han saa, var paabegyndt af erkebiskop Eystein. Og fandtes der ikke dengang noget igjen af Olaf kyrres kirke, saa vil det naturligvis endnu mindre være tilfældet i vor tid. Det tør ogsaa sikkert paastaaes, at enhver, som med den rette stilkritik betragter domkirkens levninger, ikke noget øieblik kan være i tvil om, at alt, hvad der nu viser sig over jorden, maa tilhøre tiden efter Olaf kyrres dage. At ogsaa Snorres fortælling om alterne har sin rigtighed, viste sig ved de undersøgelser i højkoret, som foretoges 1873[1] af restaurationsbestyrelsen (arkitekt Christie og intendant Krefting). Lidt under det i senere tider benyttede alter blev nemlig truffet grundmuren af et gammelt alter, altsaa erkebiskop Eysteins, og 2 fod derunder igjen traf man fundamentet af et mindre og endnu ældre alter, følgelig Olaf kyrres. Denne forskjel i højdeforhol-
- ↑ Se aarsberetning fra foren. til norske fortidsmindesm. bevaring for 1872, s. 8.
