været, men nu[1] staar paa det sted kristkirken. Erkebiskop Eystein lod sætte (lét setja) højalteret paa samme sted, hvor kongens leje havde været, da han paabegyndte (reisti) denne store kirkebygning (þetta hit miklu musteri), som nu staar. Paa det sted havde højalteret ogsaa været i den gamle (eller forrige, fornu) kristkirke.“
Den sidste var, som udtalt af Snorre selv eller andre ældre forfattere, en stenbygning, der blev paabegyndt af Olaf kyrre, i forbindelse med oprettelsen af fast biskopsstol i Nidaros (ca. 1075), og fuldført nogen tid før hans død (1093). Til denne kirke flyttedes da Olaf den helliges skrin[2] og Magnus den godes legeme fra den kirke, hvori begge senest havde havt sin plads. Skrinet blev sat over højalteret, og for Magnus den gode indrettedes en grav „udenfor (fyrir útan) koret“.[3] Disse
- ↑ Snorre skrev, som det med grund antages, ca. 1230, ialfald efter 1222. Men der kan vel intet være til hinder for, ja synes endog rimeligt nok, at hans udtryk „nu“ her og andre steder egentlig knytter sig til tiden for hans ophold i Nidaros.
- ↑ Hermed fulgte ventelig ogsaa hans spyd, da Snorre i den anførte saga fortæller, at kong Olaf under slaget paa Stiklestad i sin ene haand „havde det spyd, som nu staar i kristkirken ved alteret.“ Dette spyd tilligemed hans øx nævnes ogsaa i Haak. Haakonssøns saga blandt de sager, som i 1239 ved hertug Skules hylding bragtes ud af kirken sammen med skrinet.
- ↑ P. A. Munch har overalt forklaret dette sted saaledes, at graven blev opkastet paa kirkegaarden nær koret. Dette forekom mig utænkeligt, og jeg har derfor første gang jeg skrev om kirken (N. Tidsskr. f. 1853, s. 35) og senere et par gange udtalt, at graven var i korets væg. Men dette kunde heller ikke være rigtigt, da jo væggen ogsaa hørte til koret, og saaledes ikke kunde siges at være udenfor dette. Den ovenfor i texten anførte ene rigtige forklaring skyldes professor Sophus Bugge, som allerede for flere aar siden gjorde mig opmerksom derpaa.
