1886 gjorte til gjenstand for en anmeldelse af den danske sogneprest Jakob Helms, som derunder igjen fremsatte det gamle spørsmaal: „naar er Throndhjems domkirke opført?“ Besvarelsen af dette spørsmaal maatte for os have saameget større interesse fra den haand, som der hidtil ikke havde deltaget nogen dansk mand i diskussionen om kirken, og fordi hr. Helms er en af Danmarks første auktoriteter, hvor det gjelder dette lands kirkelige arkitektur i middelalderen. Alligevel tror jeg forfatteren i denne sin afhandling har søgt at hævde flere nye meninger om domkirken, som neppe kan godkjendes. Til disse skal jeg senere komme tilbage. Her vil jeg først gjøre lidt nærmere rede for den opfatning, hvorved jeg for kortere eller længere tid siden er blevet staaende, hvad gangen i bygningens tilblivelse angaar og indtil kirken kunde siges at være fuldført. Jeg holder mig dog hor kun til de store træk, og gaar ikke ind i enkeltheder, undtagen hvor det ansees ønskeligt.
Den udførligste beretning om kirkens ældste tid har vi fra Snorres haand i hans Olaf den helliges saga. Snorre havde i 1218–1220 et par gange besøgt Nidaros, og hver gang opholdt sig der flere maaneder. Hvad han fortæller om kirken, har han saaledes enten seet med egne øine eller hørt af folk i Nidaros, som vidste besked derom, fordi de selv havde oplevet eller hørt det af sine forfædre. Beretningen er saalydende:
„Der paa mælen, hvor kong Olaf havde ligget i jorden, opkom en fager kilde, og fik mange helsebod af det vand. Der blev gjort en indelukning, og har det vand jevnlig siden været omhyggelig forvaret. Et kapel var først gjort der, og alteret sat, hvor kongens leje havde
