haand indtil 1859 og andre, deriblandt endel udlændinger.[1] Og ihvorvel der ind imellem gjorde sig flere urigtige meninger gjeldende, blev dog fremgangen mod det rette overvejende. Af særlig betydning i denne henseende var det saaledes, da der blev paavist, at kirkens tverskib maatte henføres til slutningen af det 12te hundredaar og ej til Olaf kyrres tid. Ikke mindre betydning havde de resultater, som siden 1865 fremkom ved undersøgelsen af bygningens over- og underjordiske levninger.
Der indtraadte nu i nogle aar næsten en fuldkommen stans i den hele sag indtil 1885, da kirkens literatur med kort mellemrum blev beriget med to, endog selvstændige skrifter, et større og et mindre.
Det første,[2] fra arkitekt H. M. Schirmers haand, indeholdt mestendels væsentlig kun en gjentagelse af ældre meninger og en stilopfatning, som ved den nye behandling neppe vandt større gyldighed end tilforn.
Det andet skrift var forfattet af restaurationsbestyrelsens ene medlem, brigadeintendant O. Krefting, og havde til hensigt at give en vejledning for kirkens mange besøgere. Opgaven blev ogsaa klart og heldig løst, idet forfatteren her samlede resultatet af de stedfundne diskussioner om kirken, og satte det i forbindelse med udbyttet af de undersøgelser, som foruden ingeniør A. Kielland og arkitekt C. Christie tidligst skyldtes forfatteren selv.
Begge disse skrifter blev i „Nordisk Tidskrift“ f.
