kun lidt efter lidt har faaet den rigtige opfatning af de middelalderske stilarter i de store kulturlande og af indretningen i deres kathedraler. Først naar alle disse betingelser er fuldt ud tilstede, kan der afsiges endelig dom i sagen. Det er her ikke nok, at man bestemmer kirkens hovedform og indretning til forskjellige tider og gangen i dens tilblivelse. Skal opgaven fuldt løses, maa der paavises, ikke blot hvad og hvorledes, men ogsaa hvorfor. Da først bliver hele bygverkets historie gjennemsigtig, idet der falder en klarhed over, hvorledes bygningen af- speiler de kirkelige forhold og kulturtilstanden baade hos os og i deres forbindelse med udlandet.
Schøning gik som sagt i spidsen. Hans bog var for den tid et merkeligt arbeide og i sit slags uden sidestykke i de andre nordiske lande. Den havde vistnok sine feil, men disse stod dengang ikke til at undgaa, og trods manglerne vil hans bog beholde et blivende værd.
Henimod 100 aar efter Schøning skrev P. A. Munch første gang[1] om kirken, og gjorde sig derved fortjent af dens historie paa en dobbelt maade. Af de forskjellige kirker, som Schøning havde sat i forbindelse med hverandre paa samme sted, skillede Munch ud, hvad der ikke vedkom kristkirken, og hævdede tomten for denne alene. Dertil kom, at han stillede sammen i kronologisk orden alle de beretninger om kirken, som forefindes i middelalderske skrifter, og hvoraf flere var ubekjendte for Schønings tid. Dette har været til stor støtte ved alle senere undersøgelser.
Efter 1848 gik det gjennem en menneskealder næsten slag i slag med belysninger af kirken baade fra Munchs
- ↑ Norsk Tidsskr. f. Vidensk. og Literatur, 1848, s. 52 ff.
