dene hænger forresten, som nedenfor skal nærmere omtales, sammen med de forandringer af planet, som er foregaaet i kirkens østende.
Spørges der nu om hovedformen af Olaf kyrres kristkirke, saa var denne naturligvis for det første orienteret eller med retning fra vest til øst. Selvfølgelig indbefattede kirken ogsaa som sedvanlig et kor for højalteret samt geistligheden, og vestenfor dette et skib for lægfolket. Jeg har ogsaa forlængst hævdet, at kirken paa grund af visse kjendsgjerninger maatte have været en udelt eller enskibet langkirke, endvidere at koret, som sedvanligst i alle vore gamle kirker, havde været noget smalere end skibet, og endelig, at koret mod øst var afsluttet i en halvrund nische eller apsis. Første gang jeg skrev om kirken, blev det ogsaa udtalt som højst sandsynligt, at man under udførelsen af kirkens restauration vilde komme paa det rene med disse punkter; „thi merkeligt vilde det være, om man under de forandringer og udvidelser, som efter Olaf kyrres tid er foretagne med kirken, tillige skulde have udslettet ethvert spor af dens ældre grundvolde“.[1] Dette har ogsaa stadfæstet sig ved de senere foretagne undersøgelser[2] undtagen i et punkt. Det vil saaledes af de skrafferede linjer paa vedføjede grundplan sees, at rummet B var Olaf kyrres skib, af hvis østvæg endog korbuens sokler er bevarede,[3] og A dens kor, medens fundamentet af dettes søndre væg og af dets østre afslutning er forsvundet. Der er følgelig intet bevis mere tilstede for en apsis, men paa den anden side er der heller ikke noget, som vidner imod tilværelsen af denne, og af andre
