paalægges der ogsaa Griis at interessere sig for, at Hertugen af Holstein-Rehtwisch maatte blive Guvernør i Luxemburg.[1]
Det sidste Brev om de Mohrsenske Skibe synes at vise, at Griis’s Virksomhed ikke har havt Held med sig, og han fik derfor en drøi Reprimande, hvori det endog heder, at man nu i flere Aar ikke har modtaget en eneste Relation fra hans Haand Kort efter fik han endog (21de Novbr. 1710) en formelig Rappel og det i lidet naadige Udtryk, idet der gaves ham Befaling til strax at anmelde sin Afreise hos Interimsregjeringen i Brüssel og derpaa ufortøvet, medbringende alle sine Papirer, at indfinde sig i Kjøbenhavn. Samtidig udgik Befaling (20de Novbr. 1710) til, at den ovennævnte Afgift paa danske og norske Skibe til den Brüsselske Residents Løn skulde ophøre, men i 1715 blev ved Reskr. af 12te April dette Paalæg gjenoptaget og nu bestemt til danske og norske Sømænds Udfrielse af algiersk Fangenskab.
I Kjøbenhavn har Griis imidlertid aabenbart forstaaet at retfærdiggjøre sig, thi efter nogen Tids Forløb blev han atter sendt tilbage til Brüssel i sin forrige Egenskab som „Secretair-Resident“. Naar dette er skeet, kan
- ↑ Den 25de Septbr. 1703 skrives fra Frederiksborg til Griis i Brüssel (Geh. Registr. i Geh.-Arch.): „dass er bey vermuthendem Sterbfalle der Gräfin v. Duros, nomine des Barons v. Wedel als deren Mit-Erbens ihre Verlassenschaft zu versiegeln, auch falls gen. Gräfin hei ihren Lebzeiten von ihren Effecten ihme etwas in Verwahrung geben würde, solche zu sich zu nehmen.“ Denne Wedel er „uns. Brigadier und lieber getreuer Baron Erhard v. Wedel“, om hvem se f. Ex. B. Moes Tidsskrift for den norske Personalhistorie, VII, S. 195.
Deficit af mere end 100,000 Rdl. og maatte derfor tilbringe 13 Aar paa Akershus Fæstning. L. Daae, det gl. Christiania, S. 200.
