flydelse i hint Land. De allierede Englændere og Hollændere sloge paa denne Dag Marschal Villeroi og Kurfyrst Max Emanuel saa afgjørende, at Brabant og en stor Del af Flandern faldt i Seierherrernes Hænder, og Kurfyrstens Regjering i Brüssel var dermed sprængt. England og Holland anerkjendte vistnok den østerrigske Prætendent til det spanske Monarki, Carl (III) som Belgiens lovlige Herre, men uden derfor at ville overlade ham Styrelsen af Landet før ved den endelige Fred. I Virkeligheden blev det især Hollænderneg, som kom til at raade for dette, dog med Bibehold af en af dem afhængig Regjeringskommission af indfødte Belgiere.[1] Griis havde selvfølgelig strax efter Slaget forespurgt sig hos sin Regjering om, hvorledes han herefter skulde forholde sig under de nye Forhold; han formodede dengang endnu, „at Erkehertug Carl vilde indrette et nyt Gouvernement“, og den 21de Juni 1706 fik han til Svar, at han skulde forblive paa sin Post og vende sig til de „høie Allieredes Gouvernement“. I November s. A. fik han et formeligt Kreditiv til denne. Man erfarer i den følgende Tid i Regjeringens Breve til Griis forskjellige Uheld, som timedes vor Søfart: General Caspar Herman Hausmanns Skib var saaledes i 1707 optaget af Dunkirkerne, et Skib, tilhørende Lorentz Hansen af Throndhjem, arresteret, i 1710 klager Borgermester Fasting i Bergen i sin Svoger (den senere store Fallent) Kammerraad Christopher Mohrsens Navn over, at et denne tilhørende Skib er taget i Barcelona, og senere over, at to andre, ligeledes Mohrsen tilhørende Skibe vare opbragte i Ostende.[2] I samme Aar
