skulde formelig afstaaes til Frankrige. Max Emanuel, der havde forladt Bayern og levede i Brüssel, vaklede som bekjendt en Tid mellem det østerrigske Parti (Keiser Leopold var hans Svigerfader) og det franske, men bestemte sig til sin Ulykke for det sidste. Medens han foreløbig drog til Bayern igjen, overtog Marquis Bedmar som Vicestatholder eller Guvernør Ledelsen af de belgiske Affærer, indtil Kurfyrsten efter Østerrigernes og Englændernes glimrende Seir ved Höchstädt (13de August 1704) atter som Flygtning vendte tilbage til Brüssel. „Secretair“ eller „Secretair-Resident“ Griis ansattes altsaa i Brüssel, dog under overtilsyn af v. Stöcken i Haag. Hans Aflønning her bestemtes til 1000 Rdl., men for at tilveiebringe denne i og for sig ikke store Sum greb man til en overordentlig Foranstaltning, nemlig at paalægge alle i Danmark og Norge hjemmehørende eller befragtede Skibe, der seilede paa Frankrige, Spanien, England, Portugal og Holland, en Afgift af 3 Skill. pr. Læst.[1] I Slutningen af 1704 (16de Novbr.) tilstodes der Griis en Permission paa to Maaneder for at reise hjem, dog under Forbehold af Stöckens Samtykke. Sandsynligvis har det været den gamle Præst Griis’s samme Aar indtrufne Død i Sigdal, der har kaldt hans Søn tilbage i Besøg. Muligvis har Griis nu været i Norge, maaske for sidste Gang i sit Liv. Hvad man forøvrigt hører om ham, angaar Reklamationer af danske og norske Skibe, optagne især i Ostende, altsaa af fransk-belgiske Kapere. Krigsbegivenhederne medførte imidlertid snart store Forandringer i Belgien, thi Slaget ved Ramillies (23de Mai 1706) gjorde i det væsentlige Ende paa Frankriges Ind-
- ↑ L. Fogtmanns Samling af kgl. Rcskripter o. s. v. for Danmark og Norge, III, S. 327–328.
