mand Nils Griis frem af sin hidtil saagodtsom ukjendte Fortid. Den 26de Februar 1704 udnævnes nemlig „Nicolas“ Griis til „Legationssecretair in Holland“, idet dog Gagen (vistnok 300. Rdl.) skal udbetales ham ogsaa for hele Aaret 1703.[1] Han kaldes i Udnævnelsen „unser lieber getreuer“ (= „os elskelig“), en Titel, der pleier at forudsætte, at Vedkommende allerede tilforn har været i en offentlig Stilling, men det er som sagt ikke lykkedes at finde noget sikkert Vidnesbyrd om nogen saadan.
Det var imidlertid ikke Meningen, at Griis skulde leve i Haag som Ministerens personlige Medhjælper. Han fik strax fra Begyndelsen af en selvstændigere Stilling i Brüssel, hvor der, navnlig under Krigen, var Brug for en stadig tilstedeværende Diplomat.
Allerede under Christian den andens Landflygtighed, Grevefeiden og Christian den tredies Ufred med Keiseren havde Danmark og Norge havt nok at bestille med den dengang saakaldte „burgundiske“ Regjering. En særlig Styrelse for de spanske Nederlande havde ogsaa siden stadig havt sit Sæde i Brüssel, efter Omstændighederne udrustet med større eller mindre Selvstændighed. I den sidste Tid før 1700 havde Statholderskabet og Forsædet i hin Regjering været overdraget til Kurfyrsten af Bayern, Max Emanuel, den samme, hvis nys afdøde Søn havde havt en vis Udsigt til at arve hele det spanske Monarki. Thronskiftet i Madrid bragte i Virkeligheden Magten i disse Egne fuldstændig over i Ludvig den fjortendes Hænder, og dennes Sønnesøn Philip havde ogsaa, inden han forlod Frankrige for at tiltræde den farlige Arv efter sin spanske Frænde, overdraget Bedstefaderen en Overledelse af sine belgiske Besiddelser, ja Rygtet fortalte endog at de
- ↑ I Geh.-Arch. mellem „Patenter“.
