alle sine larmende Gjæster efter sig. Men Styrken, som kun havde været den Forfulgtes sidste krampagtige Anstrængelse, svigtede snart, og Dyret faldt derfor igjen i sine Fienders Vold, som endelig dræbte det. Man ser heraf, at Hvalen kan leve i flere Dage uden Føde og med Smerter og Pinsler til paa Kjøbet. Dette har en Herre fortalt mig, som jeg har lært at kjende her, og med hvem jeg har sluttet Venskab. Det gjør mig ondt at maatte tilføie, at han selv oftere har været Deltager i en saadan Jagt.
Jeg maa endnu fortælle en interessant Opdagelse, jeg har gjort paa min Tilbagereise her i Kjøbenhavn med Hensyn til Hvalerne. En Tilsynsmand (il custode) Carl Vanmander[1] gjorde mig den Ære at vise mig omkring i nogle Samlinger, som henhøre blandt de mærkeligste i Europa. Blandt andet gjorde han mig opmærksom paa tre Smaastykker af hvidt Ben, som vare udhulede indeni, saa at man kunde stikke en hel Finger igjennem Aabningen. Disse Bendannelser vare omtrent en Fod lange og be- hængte med mindre Ben af samme Form, der saa ud som ligesaa mange Ringe. Jeg spurgte Custoden, hvad dette var, og fik til Svar, at han ikke vidste det, samt at intet
- ↑ Den Carl van Mandern, som her omtales, er den yngre af de to berømte Malere af dette Navn, som i det syttende Aarhundrede opholdt sig i Danmark. Jeg antager, at denne Mand har været Negris Vert i Kjøbenhavn, og at han paa den Maade er bleven bekjendt med ham, thi Carl v. Mandern holdt i sin store Gaard paa Østergade et Slags Hotel, hvor notable Reisende toge ind eller anvistes Bolig for Hoffets Regning, skjønt ogsaa Gjæster af ringere Vilkaar stundom boede hos ham. Se herom P. W. Beckers Samll. til Danmarks Historie, I, S. 221 og fl. St., men fornemmelig B. B.s (Burman-Beckers) Oplysninger om „Gjestgivergaarde i Kjøbenhavn i ældre Tider“ i Danske Samlinger, 2. R., I, S. 360 flg.
