det umaadelige Dyr og i kort Tid at faa det i sin Magt, uden at affyre et eneste Skud.
Til Hvalfangsten pleier der at være sex Mands Besætning i Baaden, og de maa naturligvis alle være bestemte og modige Folk. I Forstavnen sidder Harpuneren forsynet med sit tunge Kastevaaben eller Harpunen, der i den nedre Del er af Jern med tre Spidser, der danne ligesom en dobbelt Fiskekrog. Øverst er Jernet hult, saa at det store Træskaft kan stikkes ind. Hele Harpunen er omtrent af en Mands Høide. Saasnart Folkene nu høre Hvalen, ro de i den Retning, hvorfra Lyden kommer; men hvis Dyret bliver dem var i Tide og flygter, er det umuligt at indhente den, og de erfarne Fiskere forsøge det derfor aldrig. Hvis Baaden derimod kan nærme sig, saa den kommer i rigtig Kastevidde, slynger Harpuneren med al sin Magt sin Harpun og træffer i Almindelighed godt, og derpaa ro Folkene hurtig tilbage, idet de lade løbe et Taug, som paa den ene Side er fæstet til Harpunen og paa den anden til Baaden. Naar Hvalen nemlig føler sig saaret, tumler den sig saa voldsomt, at et eneste Slag af dens Hale vilde kaste Baaden om. Paa sin Kant flygter Hvalen ofte med større Hurtighed, end den flinkeste Hest kan gallopere. Men den bliver snart træt og maa standse for at hvile, og hvis den svømmer under Vand, maa den tillige op for at aande; thi mere end 7–8 Minutter kan den ikke holde sig under Vandet. Dette Øieblik taber Harpuneren ikke, men kaster hurtig en anden Jernstang mod Hvalens Sider, hvilken han med det samme trækker ud igjen, og idet han befaler Folkene at ro hurtig tilbage, lader han Dyret gjøre sine fortvivlede Sprang. Men det er ikke nok med et Par Saar, der maa mange til for at dræbe det, men endelig svinder dog dets Kræfter, saa det bliver sine Forfølgeres
