Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Anden Række, sjette Bind (1888).djvu/150

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
146
Dr. LUDVIG DAAE.

Husholdning og forarbeide isaafald kun Smaating, som de sælge.

Med de ringe Udgifter, de have, kunde disse Folk nok lægge noget op og blive velstaaende; thi de have ikke anden Afgift at betale end hver tiende Fisk til Kongen. Men der er faa, især blandt Finnerne, som tænke paa at samle sig lidt Formue. Naar der har været en Extrafortjeneste paa Fisket, saa skynde de sig at drikke den op i Brændevin. Enkelte synes godt om at besidde smukke Sølvgjenstande, som Skeer, Brændevinsskaaler og andet. Men dette er mere for ved Leilighed at kunne give en Gave, end for selv at benytte Gjenstanden. Mellem de Velhavende er det derimod ganske almindeligt at besidde Sølvtøi. Enhver Familie har nogle Skeer, andre har ogsaa Drikkeboller.

Sikkerlig staar Finmarken i Frugtbarhed langt tilbage for de andre Dele af Norge, og man kan om det med Ret sige: Semper quodammodo hyemat, ligesom man om Italien har sagt: Semper qudammodo vernat vel autumnat. Men Havet er dette Lands Rigdom. Jeg har aldrig nogetsteds seet en saadan Mængde Fisk, men jeg synes ikke, den er saa god som i den tempererede Zone. Ligeledes er her en Mængde Vildt, Fugle baade i Skovene og paa Søen, af hvilke man, uden at behøve at fodre dem, faar en Mængde Æg hele Aaret rundt. Jeg har her et Par Gange deltaget i en forunderlig og farlig Jagt, som gjælder en Fugl, kaldet Lunni. Den er lidt mindre end en And, har et langt, fladt Neb som dennes, men det er smalere og skarpt som en Sax. For at jage denne Fugl maa man ikke være bange for at udsætte sig for Farer og heller ikke have Anlæg til Svimmelhed ved at gaa over Afgrunde, og derfor ere den Slags Jægere ikke talrige. Fjeldene styrte sig saa steilt i Havet paa disse