af den smeltede. Han fyldte nu et Træbæger med Snevand, drak selv først og lod det derpaa gaa rundt, saa at enhver kunde slukke sin Tørst. En anden Hytte, jeg besøgte, kunde rumme en større Familie og saa ud som en omvæltet Baad, ikke høiere end de andre. Her findes ogsaa smaa Huse, som ere stillede paa fire Stolper, der ere satte i Jorden under de fire Hjørner af Huset. I disse opbevarer man Fisk, tørret Kjød og andre Madvarer; og for at Luften skal kunne omgive dem fra alle Kanter, ere de saa høit over Marken, at en Mand med bøiet Ryg kan gaa under dem.
Dette er den almindelige Levemaade i Finmarken. Men saa er der Præsterne og nogle andre mere velstaaende, som bo i Træhuse, hvilke ere transporterede langveis fra. Disse have Vinduer i Væggene med ganske smaa Glasruder. Disse Folk klæde sig ogsaa lidt bedre, have Raad til at spise Havrebrød, røge Tobak, drikke Øl og Brændevin. Især sætte de stor Pris paa at have det sidste; thi, som man ved, fordriver det ene Extrem det andet, og derfor er det vel, at Folk, som ere udsatte for den strenge Kulde, gjerne tage godt til sig af stærke Drikke.
Fiskerierne ere, som sagt, Hovednæringsveien her. Enten Fangsten har været stor eller liden, giver man dog altid Fisken efter Vægt for samme Pris til Kjøbmændene, som komme herop, og som siden i Bergen sælge den for det dobbelte. Men paa den anden Side forlange Sælgerne, at Kjøbmanden skal være forpligtet til hvert Aar at give dem, som bruge at spise Brød, det for Familien fornødne Kvantum Mel eller andre Madvarer. Kjøbmændene bringe sine Varer lige til Huset og hente selv Fisken. Befolkningen her behøver saaledes neppe nogensinde at frygte for Hungersnød. De har ikke stort at gjøre udenfor sin
