Den bliver med Tiden meget sur, og en liden Del deraf tilsat Drikkevandet giver dette en syrlig Smag. Denne Drik kaldes her Blagne og i Sverige Vasla. Brød er næsten det eneste, som mangler her. Derfor udbytte Folk sin Fisk mod Mel, navnlig af Havre eller Byg.
Indbyggerne ere af to Slags. Foruden Præsterne har her nedsat sig en Del Nordmænd og Danske, som ikke kunne tale Finnernes Sprog, men som disse maa lære at forstaa for Handelens Skyld. De øvrige Indbyggere kaldes alle Finner efter Landet, eller kanske er det Landet, som efter dem kaldes Finmarken. De bo enten langs med Kysterne eller i de indre Skove. De ere som deres Naboer Lapperne smaa af Væxt og lig dem i Ansigtsform, Klædedragt, Sæder og Sprog. Det eneste, hvori de adskille sig fra Lapperne, er, at disse ere Nomader, medens Finnerne heroppe have faste Bosteder. De besidde kun faa Rener og lidt Kvæg. Man kalder dem ogsaa Sølapper, medens de andre omvandrende kaldes Fjeldlapper. Deres Hytter ere som de nys beskrevne, men uden Stenmur og saa smaa, at man ikke kan staa opreist i dem, men kun sidde eller ligge. Kanske kunne de det selv, da de ere saa smaa. Jeg, som er lang, maatte om Natten lægge mine Ben dobbelt, for at de ikke skulde naa Ilden, som brænder baade Dag og Nat. Heldigvis var Ildstedet lidt høiere end Gulvet paa nogle Stene, saa jeg stødte mod disse hver Gang jeg i Søvne strakte Benene ud. En Dag fik jeg en uovervindelig Lyst til at reise mig i hele min Længde under Vinduet, som er lige over Ildstedet. Hele mit Hoved kom da til at staa udenfor Røghullet, saa at jeg kunde se mig om udover det lille Tag. Men saa liden Hytten end er, har den dog sine Afdelinger omtrent som smaa Kammere eller Senge, og enhver kjender sit. Til en saadan Hytte hører to
