trænge de fortættede Dunster Torven ligetil Fjeldet, hvor de tændes og flyver ud som en lang Ildstribe, næsten som en Feiekost. De kaldes flyvende Drager (draghi volanti). Hvis de støde mod et andet Field, slaaes de i ganske smaa Stykker, hvilke slukkes i Luften som anden brændbar Materie. Saaledes antager jeg, at disse Fænomener foraarsages, men jeg vil gjerne belæres af bedre Underrettede, hvis de kunne give mig en mere tilfredsstillende Forklaring om Tingen.
Langs med stranden af Havet har jeg om Natten ofte seet Isstykker lyse næsten som Ild, men jeg har ikke kunnet finde Aarsagen til dette, hvis det ikke skulde være paa Grund af Fiskenes Fedt.
Naar Silden drager her forbi, kommer den i umaadelige Sværme, som følges af et stærkt Lys, der kan blive ganske klart og skinnende, naar Sildehoben tiltager. Dette Lys følger nøiagtig med den tilstrømmende Sildemængde og kaldes af Nordmændene Leklys.
Og hermed slutter jeg Fortællingen om denne Del af min Reise og haaber at have fyldestgjort min Lydighed mod Deres Excellenee angaaende den store Havstrøm. Medens jeg nærmede mig denne, mindedes jeg Aristoteles, om hvem man fortæller, at han kastede sig i Havet ved Negroponte, fordi han ikke kunde forstaa dets forunderlige Strømninger. Han skal i sin Fortvivlelse have sagt: Ego non potui te capere, ta me capies. Jeg har ondt for at tro, at den store Mand havde saa lidt Hjerne, at han kunde begaa en saa dum Streg. Men hvis han har gjort det, saa var Galskaben af hans eget Kaliber, det vil sige af første Klasse. Men hvordan det nu forholdt sig med denne Oldtidens Storhed, saa gik jeg til Malstrømmen med det faste Forsæt i ethvert Fald at sige: Ego non potui te capere, nec tu me capies.
Her er jeg nu ved Nordkap, hvilket er den yderste Grændse af Finmarken og jeg kan gjerne sige af hele Verden, eftersom der ikke findes noget Sted længere mod Nord, som er beboet af menneskelige Væsener. Min Vide-
