lyst er nu tilfredsstillet, og jeg er villig til at vende tilbage til Danmark, og derfra, om Gud saa vil, til mit Fødeland. Havde Ovid været forvist til Nordkap, saa kunde han med mere Ret have sunget:
Orbis in extremi jaceo desertus arenis.
Men kanske kunde han have forandret den hæse, sørgelig Lyd i Verset til en klarere og gladere og da have sagt:
Orbis in extremi maneo contentus arenis.
Nu vil jeg strax oplyse om en Tvivl, som Læseren af dette Brev let kan faa med Hensyn til Spørgsmaalet, hvilken egentlig er den nordligste Del af Verden. Nogle Geografer skrive nemlig, at man i Grønland træffer Mennesker paa den 76de Grad, altsaa høiere end Nordkap. Og hvis dette var Tilfældet, vilde jo ikke det, jeg nys sagde, være overensstemmende med Sandheden. Men jeg tør paastaa, at jeg har Ret, og at hine Geografer tage Feil. De beraabe sig nemlig paa Abramo Ortelio, som paa sit Kart og i sine Taler nævner, at der i Nordamerika findes et Benediktinerkloster helliget St. Thomas. De fleste have efter ham tegnet dette Kloster paa sine Karter; men selv om dette nu var, saa ere dog Beboerne af stranden ved Nordkap, disse Lapper, som har nedladt sig her, Verdens nordligst boende Mennesker; thi hvert Aar færdes de paa Havet langt mod Nord lige til Spitsbergen. Det er, naar de drage paa Hvalfangst, hvilket er en af deres vigtigste Erhvervskilder. Spitsbergen er en Ø, som er aldeles ubeboelig, bedækket med Sne og Is paa alle Aarstider. Den passer bedre som Opbevarelsessted for de Døde end til Beboelse for de Levende; thi af de Folk, som have forsøgt at overvintre her, ere samtlige døde, og deres Legemer ere blevne fundne uforandrede efter flere Aars Forløb.
